SPROGLIG VIDEN

Vi arbejder med børnenes sproglige udvikling som en naturlig del af vores daglige praksis, hvor vi har skabt rammer og rum for at kunne kommunikere anerkendende i børnehøjde. Vi har indrettet os, så der er rum, hvor bøger er i børnehøjde. Dette er blandt andet tilfældet i vores bibliotekshjørne og på boghylden ude i vores Alpehytte. Vi bruger dagligt oplæsning ved spisning, når vi er på tur, ude i haven eller i en hyggestund i vores sofa i bibliotekshjørnet. Historierne giver mulighed for, at de større vuggestuebørn og børnehavebørn kan sidde og lytte og fordybe sig i dem. De mindre vuggestuebørn kan kigge på billederne og høre den voksne gentage ord. Det støtter børnenes udvikling af deres sprog.

Vi voksne kan gennem vores nuancerede sprogbrug udvide børnenes ordforråd. F.eks. hvis et barn siger: ”Se, en postkasse!”, kan den voksne svare barnet med: ”Jeg ser en stor rød postkasse”.

Derudover arbejder vi også meget med bogstaver. Vi har en vision om et skoleforberedende projekt, hvor billeder, historier og skriftsprog er en vigtig del.

Her bliver børnene fortrolige med skriftsprog, billeder og symboler og arbejder gennem et længere forløb med at evaluere deres tid i børnehaven.

Filosofien bag dette er, at hvis børn allerede i børnehavealderen får et naturligt forhold til skriftsprog, har de senere lettere ved at mestre de sproglige udfordringer, som livet bringer. Dette er en udvikling, vi i Børnenes Venner støtter op omkring.

Ordkloghed – sproglig intelligens udvikles gennem leg og erfaring med:

  • Høre og forstå
  • Tale
  • Holdninger
  • Ord og udsagn
  • Aflæse handlinger og mimik
  • Tegne og skrive
  • Ord på billeder
  • Ord på natur
  • Ord på lyd
  • Fortælle