Anerkendende tilgang
Vores anerkendende tilgang er omdrejningspunktet for, hvordan vi er sammen – og hvordan vi planlægger vores hverdag.
Vi ønsker at skabe de bedste betingelser for stærke følelsesmæssige relationer mellem børn og voksne. Vores vision er, at hvert barn oplever trygge og betydningsfulde voksenrelationer, hvor nærvær, empati og autenticitet er bærende værdier.
Vi møder barnet med omsorg og en anerkendende grundholdning præget af forståelse, bekræftelse, åbenhed, dialog og selvrefleksion. Det betyder, at vi løbende reflekterer over vores egen tilgang og måde at være på. I personalegruppen arbejder vi åbent og ærligt med at kunne stille spørgsmål ved både egne og hinandens handlinger – og vi støtter hinanden i at justere vaner, når det gavner børnene.
Når vi er sammen med børnene, har vi konstant fokus på, om vores handlinger bidrager til at styrke barnets selvværd, selvfølelse og selvtillid.
Vi taler roligt og guidende. Vi tror på, at når vi som voksne bevarer roen, giver vi barnet de bedste betingelser for selv at finde ro og lære af situationen.
Vi spørger kun børnene, om de vil noget, hvis der reelt er mulighed for at vælge til eller fra. Når vi stiller krav, tager vi udgangspunkt i, hvad det enkelte barn magter den pågældende dag.
Vi er samtidig åbne og imødekommende over for barnets gode argumenter og justerer gerne en plan, hvis det giver mening for fællesskabet.
Vi er opmærksomme på, at både små og større børn ofte udtrykker sig tydeligst gennem kropssprog. Derfor arbejder vi bevidst med at aflæse barnets signaler – særligt ved modstand eller utryghed – og vi er omstillingsparate, så vi så vidt muligt kan møde barnet i dets ståsted.
Jeg-tæller-til-tre-metoden
Metoden benyttes sjældent og kun, når det er nødvendigt. Barnets eget udtrykte behov prioriteres altid, så vidt det er muligt.
Hvis et krav ikke er til forhandling, forsøger vi først at guide barnet gennem relationen, legen og dialogen.
Lykkes det ikke, anvender vi jeg-tæller-til-tre-metoden.
Metoden foregår roligt og respektfuldt:
- Den voksne udtrykker sit behov tydeligt.
- Hvis barnet ikke efterlever det, guider og forklarer den voksne, hvorfor handlingen er vigtig.
- Hvis barnet fortsat ikke handler, siger den voksne med en rolig og venlig stemme:
“Nu tæller jeg til tre og hvis du ikke selv kommer, hjælper jeg dig.” - Barnet får dermed tid til at omstille sig og forberede sig på situationen, og vores erfaring er, at barnet i de fleste tilfælde herefter efterlever behovet.
- Hvis barnet stadig ikke efterlever, siger den voksne:
“Nu har jeg talt til tre, så nu kommer jeg og hjælper dig.”
Når vi hjælper barnet, anerkender vi altid barnets oplevelse. For eksempel at det er okay, at det føles svært eller ikke er sjovt – men at det er vigtigt lige nu.
Vi afslutter altid med at sætte ord på det fælles mål, så barnet forstår meningen med handlingen, f.eks “så er vi alle samlet og kan komme hjem og få noget mad”.
Fællesskab, leg og voksenansvar
Vi ønsker at skabe en tryg og indholdsrig hverdag i Børnenes Venner, hvor det enkelte barns behov, følelser og udvikling tilgodeses – under hensyntagen til fællesskabet. Vi søger en balanceret tilgang mellem styring og frihed.
Legen er barnets mest naturlige vej til læring og tilknytning. Derfor er vi voksne aktivt til stede i børnenes hverdag – i øjenhøjde. Vi hjælper med konfliktløsning, støtter relationer, observerer trivsel og guider børnene i deres sociale samspil.
Den voksne skal kende hvert barn så indgående, at vi ved, hvad det magter. Kun med det kendskab kan vi give den rette støtte, når der er behov – og være afventende, når barnet selv er i gang med at mestre noget.
Vi går ind i konflikter på en måde, der hjælper børnene med at opbygge erfaringer og på sigt lære at løse egne konflikter. Konfliktløsning er en vigtig livskompetence, og vi understøtter en konstruktiv udvikling af denne.
Den voksne er rollemodel. Børn påvirkes af vores måde at være på, og derfor bestræber vi os på at formidle sunde etiske og kulturelle værdier gennem vores handlinger.
Vi er alle betydningsfulde for fællesskabet – både børn og voksne – og vi møder hinanden med respekt.
Vi er opmærksomme på, hvad der rører sig i både det enkelte barn og i gruppen. Vi griber børnenes initiativer og idéer, når det falder naturligt, og udvikler dem sammen. Mange aktiviteter opstår spontant – ikke fordi det er en bestemt ugedag, men fordi nysgerrigheden og fællesskabet kalder på det.